Det er en yderst opsigtsvækkende situation for dansk havbrug, da størstedelen af anlæggene i øjeblikket opererer uden en gældende miljøgodkendelse. En ny og omfattende opgørelse viser nemlig, at kun et enkelt ud af de nitten eksisterende anlæg har papirerne helt i orden.
Denne mangel på officiel godkendelse har skabt en ophedet politisk debat om, hvordan vi forvalter vores fælles naturressourcer og havmiljø. Kritikerne står i kø for at påpege, at den manglende regulering kan have alvorlige konsekvenser for vandkvaliteten i de indre danske farvande. Samtidig befinder erhvervet sig i en juridisk gråzone, hvor de afventer myndighedernes behandling af sager, der har trukket ud i årevis.
Det juridiske tomrum og de gamle tilladelser
Problemet bunder primært i, at de oprindelige miljøgodkendelser for længst er udløbet for langt de fleste af de danske fiskeopdrættere til søs. Selvom ejerne af anlæggene har ansøgt om fornyelse rettidigt, har sagsbehandlingen hos det offentlige været præget af meget store forsinkelser og komplikationer.
Dette har resulteret i en situation, hvor virksomhederne fortsætter deres drift på dispensationer eller tålt ophold, mens de venter på nye afgørelser. Det skaber en uholdbar situation for både producenterne, der mangler vished, og for naturen, som potentielt lider under forældede miljøkrav. Lovgivningen på området er kompleks, og det har vist sig vanskeligt at forene hensynet til erhvervets vækst med beskyttelsen af naturen.
Myndighedernes langsomme sagsbehandling
Miljøstyrelsen har i flere omgange erkendt, at processen med at forny de mange miljøgodkendelser har taget væsentligt længere tid end først antaget. De komplekse EU-regler om naturbeskyttelse har gjort det nødvendigt at gennemføre meget omfattende vurderinger af hvert enkelt anlægs påvirkning af omgivelserne.
Særligt kravene om habitatkonsekvensvurderinger har vist sig at være en stor administrativ byrde, som har forsinket de endelige afgørelser markant. Derfor står vi nu i en situation, hvor næsten hele sektoren driver deres virksomhed på et grundlag, der juridisk set er stærkt udfordret. Det har ført til skarp kritik fra Statsrevisorerne, der har påtalt den langsommelige forvaltning af de danske naturressourcer over for de ansvarlige ministre.
Konsekvenser for det sårbare havmiljø
De mange år uden opdaterede miljøgodkendelser bekymrer i høj grad forskere og grønne organisationer, som frygter for tilstanden i de danske fjorde. Biologer påpeger, at intensivt fiskeopdræt medfører en betydelig udledning af næringsstoffer som kvælstof og fosfor direkte ud i det åbne havmiljø. Disse stoffer fungerer som gødning for alger, hvilket kan føre til kraftig algevækst, der skygger for lyset til havbundens planter.
Når algerne dør og falder til bunden, forbruges der ilt under nedbrydningen, hvilket i værste fald kan resultere i omfattende iltsvind. Det er netop denne mekanisme, der gør placeringen af havbrug i sårbare områder til et meget kontroversielt emne i den offentlige debat.
Bekymring for Natura 2000-områder
Særligt problematisk er det, at flere af de nuværende anlæg er placeret i eller tæt ved internationalt beskyttede Natura 2000-områder. Disse områder er udpeget af EU for at beskytte sjældne og truede naturtyper samt vilde dyre- og plantearter mod menneskelig påvirkning. Hvis en virksomhed ikke kan dokumentere, at deres drift er uskadelig for disse beskyttede områder, kan en ny miljøgodkendelse ikke lovligt udstedes.
Danmarks Sportsfiskerforbund har længe argumenteret for, at forsigtighedsprincippet bør vægtes højere, når der er tvivl om konsekvenserne for havmiljøet. De mener, at produktionen bør indstilles eller reduceres kraftigt, indtil der foreligger utvetydig dokumentation for, at naturen ikke lider overlast.
Branchens perspektiv og økonomiske interesser
Set fra erhvervets side er situationen mindst lige så frustrerende, da de føler sig som gidsler i et langvarigt administrativt kaos. Dansk Akvakultur, som repræsenterer producenterne, understreger ofte, at deres medlemmer har fulgt alle regler og ansøgt om fornyelser inden for tidsfristerne.
De mener ikke, det er rimeligt, at virksomheder skal lukke eller begrænses, blot fordi myndighederne ikke har kunnet færdiggøre sagsbehandlingen til tiden. Desuden peger branchen på, at dansk akvakultur skaber vigtige arbejdspladser i yderområderne og bidrager med sunde fødevarer til et globalt marked. De frygter, at usikkerheden omkring tilladelserne vil skræmme investorer væk og dermed langsomt kvæle et ellers potentielt væksterhverv.
Behovet for en bæredygtig løsning
Der er et udtalt ønske fra branchen om at finde teknologiske løsninger, der kan mindske miljøbelastningen uden at reducere produktionen af fisk. Man eksperimenterer med nye fodertyper og renseteknologier, der kan opsamle en større del af næringsstofferne, før de når ud i vandmiljøet. Dog kræver sådanne investeringer en vis grad af sikkerhed for fremtiden, hvilket den nuværende situation med manglende miljøgodkendelser slet ikke tilbyder.
Uden klare rammer og langsigtede tilladelser tør ingen virksomhedsejer investere de millioner, det koster at omstille produktionen til mere miljøvenlige metoder. Derfor efterlyser erhvervet en klar politisk plan, der kan sikre både miljøet og virksomhedernes overlevelse på den lange bane.
Fremtidens regulering af danske havbrug
Politisk er der bred enighed om, at den nuværende tilstand er uholdbar og kræver handling fra både Folketinget og de relevante styrelser. Miljøministeren er under pres for at sikre, at oprydningen i de gamle sager sker hurtigere og med større hensyn til naturen.
Der arbejdes på højtryk i Miljøstyrelsen for at færdiggøre de nødvendige habitatvurderinger, så der kan træffes afgørelse om de enkelte anlæg. Det forventes, at nogle anlæg måske skal flyttes eller lukkes, mens andre vil kunne fortsætte under skærpede miljøkrav og øget kontrol. Målet er at nå frem til en tilstand, hvor alle danske havbrug opererer på et fuldt oplyst og lovligt grundlag inden for få år.
Vejen mod bedre vandmiljø
Fremtiden for dansk havbrug afhænger i høj grad af, om det lykkes at forene produktion af fødevarer med et sundt vandmiljø. De kommende år vil vise, om myndighederne vælger at prioritere hensynet til de sårbare kystvande over erhvervets ønske om vækst.
Nye vandområdeplaner vil sætte rammerne for, hvor meget kvælstof der må udledes, hvilket vil få direkte betydning for antallet af fisk i burene. Det er en svær balancegang, som kræver kompromiser fra alle parter, hvis vi skal sikre liv i fjordene også i fremtiden. Indtil de nye godkendelser er på plads, vil debatten om de 19 havbrug og deres manglende papirer uden tvivl fortsætte med uformindsket styrke.
