Kan ulve svømme over de danske bælter? Svaret er utvetydigt ja. Ulven har exceptionelle svømmefærdigheder. Vandpassager er mindre hinder end man tror.
Spørgsmålet om ulve på øerne er debatteret. Rovdyret genindvandrede til Jylland for over et årti siden. Siden har spredningen været et emne.
Bestanden i Jylland er nu veletableret. Den har flere revirer og hvalpekuld. Mange på Fyn og Sjælland kigger mod vest. De føler både fascination og bekymring.
Er det blot et spørgsmål om tid? Før ulven står på den fynske muld. Eller er havet en uoverstigelig barriere? Svaret findes i ulvens biologi. Vi må se på vandringsmønstre. Og de geografiske realiteter. Det danske ørige har sine udfordringer. Ulvens anatomi er skabt til vand.
Ulven tåler ikke bare vand. Den er faktisk en habil svømmer. Biologer har længe vidst dette. Ulve kan krydse betydelige vandstrækninger.
Kan ulve svømme over Lillebælt?
Motivationen er afgørende for svømningen. Ulven har svømmehud mellem tæerne. Dette fungerer som svømmefødder. Det giver ekstra fremdrift i vandet. En tamhund kæmper ofte i strøm. Ulven bruger sine brede poter. Den padler effektivt fremad over lange distancer. Dokumenterede tilfælde viser imponerende evner. Ulve kan svømme op til 13 kilometer. Denne distance er længere end de fleste danske vandpassager. Det åbner for spredning mod øst. Lillebælt er ingen hindring.
Lillebælt er første store forhindring. Strædet adskiller Jylland og Fyn. Det er under en kilometer bredt på det smalleste sted. For en ulv er det let. Eksperter vurderer, at det er fysisk muligt. Kent Olsen fra Naturhistorisk Museum bekræfter dette. Ulven skal være motiveret for at svømme. Motivationen opstår typisk hos unge ulve.
Unge ulve forlader deres fødekobbel. De søger deres eget territorium. De leder også efter en mage. Denne proces kaldes dispergering. Dispergering kan drive unge ulve langt væk. Vandringer strækker sig over hundrede kilometer. Hvis en vandring fører til kysten, kan ulven svømme. Synet af modsatte kyst kan lokke den.
Broerne som en teoretisk mulighed
Udover svømmeturen findes der en anden teoretisk rute til Fyn, nemlig broerne. Den Gamle Lillebæltsbro benyttes også af fodgængere og cyklister, og om natten, når trafikken stilner af, kunne man forestille sig en dristig ulv liste over. Det anses dog for mindre sandsynligt end svømmeturen. Ulve er generelt sky dyr, der undgår menneskelig aktivitet, og en bro repræsenterer en flaskehals af menneskeskabt infrastruktur, lugte og lyde.
Togbroer og motorvejsbroer er endnu mindre sandsynlige passager på grund af den konstante larm og vibrationer, som vil virke stærkt afskrækkende på et vildt dyr. Derfor forbliver vandvejen den mest plausible rute for en naturlig indvandring til Fyn. Der har da også tidligere været fundet DNA-spor på Fyn, som indikerede tilstedeværelsen af ulv, hvilket bekræfter teorien om, at de kan nå øen, selvom der endnu ikke er etableret en fast bestand.
Storebælt er den store bremseklods
Hvis Fyn er inden for rækkevidde, ser det markant anderledes ud for Sjælland. Storebælt udgør en formidabel barriere, som selv en stærkt svømmende ulv vil have svært ved at forcere. Afstanden mellem Fyn og Sjælland er betydeligt større end ved Lillebælt, og selvom man medregner Sprogø som et hvilested undervejs, er distancen og de voldsomme strømforhold i Storebælt en næsten uoverstigelig udfordring.
Det er ikke fysisk umuligt, men sandsynligheden for, at en ulv svømmer fra Nyborg til Korsør, er forsvindende lille. Dermed er Sjælland i praksis isoleret fra den europæiske ulvebestand, medmindre dyret får menneskelig hjælp – enten ved at blive transporteret illegalt eller ved et usandsynligt tilfælde at snige sig med godstransport. En naturlig kolonisering af Sjælland ligger derfor ikke i kortene i den nærmeste fremtid, til stor beroligelse for nogle og ærgrelse for andre naturelskere.
Hvad driver ulven mod nye områder?
For at forstå, hvorfor ulve overhovedet ville søge mod Fyn, skal man se på deres adfærdsmønstre. En ulveflok kræver store arealer, og når unge ulve bliver kønsmodne i et- til toårsalderen, bliver de ofte nødt til at forlade flokken. I Jylland er der stadig ledige områder, men konkurrencen om de bedste revirer kan presse strejfere længere omkring. Disse strejfere søger efter områder med rigeligt bytte, primært rådyr og krondyr, samt ro til at opfostre hvalpe.
Fyn har en tæt bestand af råvildt, hvilket rent fødemæssigt gør øen til et attraktivt spisekammer for en ulv. Manglen på store, sammenhængende naturområder på Fyn i forhold til Jylland kan dog gøre det sværere for ulven at forblive uset, hvilket er en præference for de sky dyr. Alligevel viser erfaringer fra Tyskland, at ulve er utroligt tilpasningsdygtige og kan leve i kulturlandskaber tættere på mennesker, end man tidligere antog.
Eksperternes vurdering af fremtiden
Forskere og vildtkonsulenter holder nøje øje med udviklingen. Kent Olsen og hans kolleger ved Naturhistorisk Museum indsamler løbende data fra DNA-spor, vildtkameraer og observationer for at kortlægge ulvens færden. Selvom der endnu ikke er en fast bestand på Fyn, betragtes det kun som et spørgsmål om tid, før enkelte individer igen lægger vejen forbi.
Om de slår sig ned permanent, afhænger af, om de kan finde en mage. En enlig ulv kan leve ubemærket i lang tid, men etablering af et revir kræver et par. Da chancen for, at to ulve af modsat køn svømmer over Lillebælt og finder hinanden på Fyn, er statistisk mindre end i det landfaste Jylland, vil en egentlig fynsk ulvebestand sandsynligvis udvikle sig meget langsomt. Indtil da må fynboerne leve med visheden om, at deres ø ikke er en fæstning, og at naturens vandrere af og til krydser vandet i ly af mørket.
