Dansk naturpolitik befinder sig i disse år i et historisk spændingsfelt. Ambitioner om grøn omstilling møder den komplekse virkelighed ude i landskabet. Det har været et definerende træk for den nuværende politiske periode, at naturen ikke længere blot er et appendiks til miljøpolitikken. Den er rykket helt ind i centrum af de parlamentariske forhandlinger. Den røde regering har forsøgt at markere sig på netop dette område, men vurderingen af indsatsen er langt fra entydig, når man dykker ned i de konkrete aftaler og deres effektuering.
Den røde regerings fingeraftryk på naturen
Det står klart, at den siddende regering har haft et ønske om at levere historiske resultater. Et af de mest markante politiske svendestykker var vedtagelsen af Natur- og biodiversitetspakken i december 2020. Denne aftale blev præsenteret som et paradigmeskifte, der skulle vende udviklingen for de trængte danske arter og naturtyper.
Med en økonomisk ramme på 888 millioner kroner fordelt over perioden 2021 til 2024, blev der lagt en finansiel bund under ambitionerne, som man sjældent har set tidligere på naturområdet. Midlerne var øremærket til konkrete fysiske forandringer i det danske landskab frem for blot analyser og hensigtserklæringer.
Naturnationalparker og urørt skov
En hjørnesten i denne strategi har været etableringen af naturnationalparker. Dette initiativ repræsenterer et brud med den traditionelle danske tilgang til naturforvaltning, hvor skovdrift og produktion ofte har haft forrang.
I steder som Gribskov og Fussingø, der snart slår portene op som officielle naturnationalparker, vil naturen få lov til at udvikle sig på mere vilde præmisser. Konceptet bygger på store sammenhængende arealer, hvor naturlige processer som græsning med store dyr skal skabe dynamik og liv.
Samtidig har regeringen satset massivt på udlægningen af mere urørt skov. Ved at ophøre med drift i statens skove forsøger man at skabe de døde ved- og levesteder. De har manglet i de kultiverede danske produktionsskove gennem århundreder.
Vandmiljøet og de marine indsatser
Det er ikke kun på landjorden, at den politiske kurs er blevet justeret. Regeringen har også rettet blikket mod de danske farvande, som lider under iltsvind og ødelagte havbunde. Et konkret tiltag har været forbuddet mod trawlfiskeri på fem særligt sårbare rev i Nordsøen og Skagerak. Dette initiativ skal beskytte havbunden mod de tunge redskaber, der ellers pløjer bunden op og ødelægger levestederne for fisk og bunddyr.
Derudover er der afsat fem milliarder kroner frem mod 2030, der skal sikre bedre drikkevand, rejse mere skov, bl.a. Senest har en akutpakke for vandmiljøet forsøgt at adressere de alarmerende tilstande i fjorde som Limfjorden og Vejle Fjord, hvor det marine liv gisper efter vejret.
Kritikken af den førte politik
Trods de mange initiativer og puljer er begejstringen ikke udelt. Tålmodigheden med regeringens naturpolitik har hos flere grønne organisationer og vælgergrupper været brugt op. Kritikken har især været rettet mod tempoet. Miljøministeren har fra flere sider måttet lægge øre til beskyldninger om at være for sløv på det grønne område.
Selvom aftalerne ser pæne ud på papiret, har den fysiske implementering ude i virkeligheden ladet vente på sig. Der er en udbredt frustration over, at der ikke er blevet leveret hurtigt nok på de naturløfter, der blev givet før valget. Naturen kender ikke til bureaukratiske processer, og mens der forhandles, fortsætter tilbagegangen for mange arter.
De strukturelle barrierer
En del af forklaringen på den langsomme fremdrift skal findes i de voldsomme strukturelle udfordringer, som Danmark står overfor. Vi er verdens andet mest opdyrkede land, kun overgået af Bangladesh, og vi har faktisk mindre natur end et tætbefolket land som Holland.
Når man skal rette op på generationers intensiv udnyttelse af arealet, tager det tid. Jorden er drænet, åerne er rettet ud, og næringsstofferne er ophobet. At vende denne udvikling kræver mere end blot en enkelt valgperiode, men kritikerne fastholder, at den politiske vilje til at tage de nødvendige opgør med landbrugsinteresserne har været for svag.
Et blåt alternativ i horisonten
Hvis magten skulle skifte til en blå regering, tegner der sig et billede af en anderledes tilgang til naturpolitikken. Og det er selvom målet om mere natur deles på tværs af fløjene. Fra blå blok har der været fremsat forslag, der på visse områder går længere end den nuværende regerings politik, mens de på andre områder trækker i en anden retning.
Et markant forslag har været ideen om, at tyve procent af statsskovene skal udtages til en særlig indsats for biodiversitet. Derudover har seks partier udtrykt ønske om, at ti procent af Danmarks samlede landareal skal være strengt beskyttet natur senest i 2030.
Effektivitet og private aktører
En blå regering ville sandsynligvis fokusere mere på effektivitet og omkostningseffektive løsninger. Der er en tradition i borgerlig politik for at inddrage private aktører i højere grad. Dette kunne betyde et større fokus på at skabe incitamenter for private lodsejere til at deltage i naturprojekter, frem for statslig regulering og opkøb.
Tanken er, at man gennem frivillighed og markedsmekanismer kan nå målene hurtigere og billigere. Samtidig er der dog også en skepsis over for EU-regulering i dele af blå blok, hvor nogle partier ønsker at gøre op med principperne om overimplementering af EU-lovgivning på natur- og miljøområdet. Dette kunne potentielt sænke ambitionerne for, hvor hurtigt Danmark skal leve op til internationale forpligtelser.
Balancen mellem benyttelse og beskyttelse
Den helt store joker ved en eventuel blå regering er balancen mellem natur og erhverv. Der har historisk været et ønske om at finde en bedre balance mellem naturbeskyttelse og landbrugsinteresser. Dette vækker bekymring hos naturforkæmpere, da nogle blå partier tidligere har udtrykt ønske om at lempe reglerne for eksempelvis sprøjtning på beskyttede naturarealer.
Risikoen er, set fra et grønt perspektiv, at man kommer til at prioritere økonomiske interesser over den strenge naturbeskyttelse, hvilket kunne underminere de fremskridt, der trods alt er sket. En blå regering ville formentlig søge teknologiske løsninger på miljøproblemerne frem for arealkrævende løsninger, der tager jord ud af drift.
Konklusion på det politiske landskab
Sammenfattende kan man sige, at den røde regering har lagt op til ambitiøse naturmål og sikret betydelige finansielle midler, som utvivlsomt vil sætte spor i landskabet i de kommende år. Udfordringen har været eksekveringen, som har været præget af langsommelighed og bureaukrati.
En blå regering tilbyder en model med fokus på effektivitet og privat inddragelse, hvilket potentielt kunne accelerere visse processer. Men medaljen har en bagside i form af en risiko for svækket naturbeskyttelse, hvis hensynet til landbrug og økonomi kommer til at veje tungere end hensynet til biodiversiteten. Uanset hvem der sidder for bordenden, forbliver hovedopgaven den samme: At balancere Danmarks ekstreme grad af opdyrkning med et akut behov for at give plads tilbage til naturen.
